Antallet af danskere, der skifter job er støt stigende, viser nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. Da krisen var på sit højeste i 2009, gik ca. 570.000 danskere fra et job til et andet. Siden da er tallet steget hvert år til cirka 610.000 i 2013, skriver Fagbladet 3F.
De fleste skifter job frivilligt, siger professor Niels Westergaard-Nielsen fra CBS, Copenhagen Business School.
- Men i krisetider sidder folk længere i deres job. Man vælger det sikre. Efterhånden som trygheden stiger, er der flere der tør skifte job, siger professoren til Fagbladet 3F og fortsætter.
- I nedgangstider vil der selvfølgelig være flere ufrivillige jobskift som følge af fyringer. Men det er samtidig udtryk for, at vi har et fleksibelt arbejdsmarked, hvor det er relativt let at fyre og ansætte folk, påpeger Niels Westergård-Nielsen.