Nu må kommuner selv kradse gæld ind
En aftale mellem regeringen og KL giver kommunerne lov til selv at inddrive gæld hos borgere og virksomheder.


Landets kommuner har så mange milliarder til gode hos borgere og virksomheder, at de nu selv får lov til at kradse gælden ind. Det sikrer en ny kriseplan, der er aftalt mellem regeringen og Kommunernes Landsforening.

Det skriver Politiken fredag.

Kriseplanen skal afbøde de store konsekvenser, som Skats totale kollaps af deres inddrivelsessystem i efteråret medførte fra december 2014 til december 2015.

På bare ét år steg gælden til kommunerne med mere end 400 millioner kroner og udgør nu godt 3,5 milliarder kroner. Alt skal sættes ind, forklarer formand for kommunerne Martin Damm (V).

- Vi er helt derude, hvor alle kræfter må sættes ind på at få gælden hentet hjem, siger formanden til Politiken.

Med aftalen får kommunerne og de kommunale forsyningsselskaber mulighed for selv at inddrive alt fra ejendomsskatter, vandafgifter, rottebekæmpelse, snerydning, bortskaffelse af affald og ubetalte regninger for vedligeholdelse af veje.

Gælden er lige nu parkeret hos Skat, men Skatte- og Finansministeriet har forpligtet sig til at undersøge mulighederne for, at de kan kompensere kommunerne økonomisk ved at overtage hele eller dele af gælden.

Selv om der ikke er sat et bestemt beløb af, understreger skatteminister Karsten Lauritzen (V), at kommunerne skal have hjælp.

- Jeg forstår godt, at der er nogle kommuner og nogle borgmestre, der er utilfredse med, at der er nogle penge, som burde være i kassen, men ikke er landet i den, siger ministeren til avisen.

Siden 2005 har de statslige skattemyndigheder haft det fulde ansvar for at inddrive gælden til kommunerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.