Dag ind og dag ud går lufthavnearbejdere rundt i udstødning fra flymotorer i Københavns Lufthavn. Otte af dem har fået anerkendt blærekræft som arbejdsskade. Men hvor farlige er nanopartiklerne fra de store Boeing og Airbus-fly egentlig? Det har der hidtil ikke været sikker viden om. Men den kommer nu.
Det skriver Fagbladet 3F.
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) skal de næste to år indsamle partikler fra flymotorer, som skal bruges til forsøg med dyremodeller i laboratoriet.
- Det er første gang, at vi får viden om, hvor farlige nanopartiklerne fra flymotorer er. Det kan vi sammenholde med målinger af koncentrationen af nanopartikler i CPH. På den baggrund vil vi kunne vurdere, om det er farligt at arbejde i lufthavnen. Det er en helt ny viden, siger Ulla Birgitte Vogel, professor ved NFA.
Faglig sekretær i 3F Kastrup, Lars Brogaard, har i en årrække arbejdet med at begrænse eksponeringen af 3F'ere i CPH sammen med øvrige fagforeninger, lufthavnen selv, Arbejdstilsynet etc. Han ser frem til at få mere dokumentation på bordet:
- Dette er en fantastisk mulighed for én gang for alle at få afdækket, hvor farlige nanopartiklerne er. Vores medlemmer kan få at vide, hvilke forhold de arbejder under, så de kan beskytte sig selv. Vi kan arbejde videre med at forbedre deres forhold, og lufthavne i udlandet kan også kan få gavn af resultaterne, siger Lars Brogaard til Fagbladet 3F.
Københavns Lufthavn er også involveret i det aktuelle projekt:
- Vi vil ikke risikere, at nogle bliver syge af at gå på arbejde i vores lufthavn. Dette projekt er en naturlig forlængelse af vores mangeårige arbejde med at forbedre luftkvaliteten, siger Inger Seeberg Sturm, miljøchef i CPH, til Fagbladet 3F.
Hun ser gerne et større internationalt fokus på problemet:
- Vi følger med stor interesse arbejdet i ICAO (FN-organ for luftfart, red.) med at udvikle en standard på flymotorer. Det tager desværre bare lang tid, siger hun.
Forskningsprojektet koster 30 mio. kroner og er en del af regeringens finanslovsforslag. Det forudsætter derfor, at det er inkluderet når den endelige finanslov bliver vedtaget senere i denne måned. Resultaterne skal efter planen være færdige i 2018.