Nu kommer storken: Det tegner til et godt år
Ekspert venter godt dansk storkeår. Storke i hobetal er på vej fra vinterkvarter, og flere er set i Jylland.
Stork over landsby i Serbien. Eksperter forudser et godt storkeår i Danmark.
Stork over landsby i Serbien. Eksperter forudser et godt storkeår i Danmark. Foto: Darko Vojinovic/AP


Tusindvis af storke har sat kursen nordpå fra Afrika, og de seneste dage er der set flere i både Sønderjylland og Vestjylland. Det tegner til et godt storkeår i Danmark, vurderer en ekspert.

Alene søndag blev der talt 4500 storke over Bosporusstrædet, lyder den glade melding fra hjemmesiden Storkene.dk.

Sådan er det hver dag nu på de gode trækdage. Modsat sidste år ser der ud til at være gode forhold på trækruten, og derfor kommer storkene hurtigt og godt frem.

Det mærkes også så småt herhjemme, hvor der de seneste dage er set storke i både Sønderjylland og Vestjylland.

En stork, der er set ved Ravsted, er nu fløjet videre, og mandag er der observeret en stork med tysk ringmærke ved Tarm. Lørdag aften var der to storke ved Ribe.

Der er allerede mange storkepar, der har indtaget reder lige syd for den dansk-tyske grænse, oplyser Jess Frederiksen fra Storkene.dk til TV SYD.

- Når de mange storke sydfra når frem og ser, at rederne i Slesvig-Holsten allerede er optaget, så flyver de videre mod nord - og det vil give os gode muligheder for at få flere ynglende storkepar i år, siger Jess Frederiksen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.