Nu kan det koste 3500 euro i bøde at købe sex i Frankrig
Frankrig har onsdag vedtaget en lov, der gør det ulovligt at betale for sex. Det kan give store bøder.
Flere franske sexarbejdere havde onsdag taget opstilling foran parlamentet i Paris for at demonstrere mod en ny lov, der gør det ulovligt at betale for sex.
Flere franske sexarbejdere havde onsdag taget opstilling foran parlamentet i Paris for at demonstrere mod en ny lov, der gør det ulovligt at betale for sex. Foto: Thibault Camus/AP


Som ventet har Frankrigs parlament onsdag vedtaget en lov, som gør det ulovligt at betale for sex i landet. Med den nye lov risikerer de prostitueredes kunder at skulle betale en bøde på op mod 3500 euro - eller godt 22.000 kroner - hvis de bliver taget.

Det skriver nyhedsbureauet AFP, der samtidig rapporterer, at mange sexarbejdere onsdag eftermiddag demonstrerede foran parlamentet i Paris.

Den nye lov forventes at få betydning for Frankrigs omkring 30.000 prostituerede, hvoraf fire ud af fem er udlændinge.

Rufferi er ulovligt i alle europæiske lande, men Frankrig bliver kun det femte land, hvor man straffer de prostitueredes kunder. Det gør man også i Sverige, Norge, Island og Storbritannien.

I 1999 blev Sverige det første land i verden, som gjorde det ulovligt at betale for sex. Det skete i et forsøg på at mindske efterspørgslen.

Den nye lov betyder, at de, der betaler for sex, kan blive straffet med en bøde på 1500 euro - eller godt 11.000 kroner - ved første lovovertrædelse. Herefter kan bøden stige til 3500 euro ved gentagne overtrædelser.

Lovforslaget blev stillet i parlamentet tilbage i oktober 2013 og har delt vandene i Frankrig.

343 offentlige personer i landet har udstedt et manifest, hvori de kræver retten til at gå til prostituerede. Underskriverne tæller blandt andre journalister, forfattere og skuespillere.

Arkitekten bag lovforslaget, socialisten Maud Olivier, har gentagne gange sagt, at hun mener, at prostituerede skal ses som "ofre og ikke længere som forbrydere".

- Denne lov er afgørende for, at vi får sat en stopper for tanken om, at det er normalt at købe en andens krop, siger Maud Olivier.

Den nye lov gør det samtidig obligatorisk for lovovertræderne at deltage i et kursus, hvor de lærer om de betingelser, som sexarbejdere arbejder under.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.