Nu indsamler eksperter flyofres ejendele
Hollandske havarieksperter er ved at undersøge malaysisk flys nedstyrtningssted i det østlige Ukraine.
De omkomnes ejendele samles nu ind af hollandske eksperter.
De omkomnes ejendele samles nu ind af hollandske eksperter. Foto: Sergei Grits/AP


Hollandske havarieksperter vendte tirsdag tilbage til til det sted, hvor et fly fra Malaysia Airlines for snart tre måneder siden styrtede til jorden.

- Der er fire hollændere på stedet nu, siger Jean Fransman, en talsmand for det hollandske justitsministerium, til AFP.

Det er Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), der har fået aftalen om adgangen til stedet i stand med de ukrainske oprørere i området tæt på den russiske grænse.

Kamphandlinger mellem de prorussiske oprørere og den ukrainske hær længe har forhindret redningsarbejdere i at udføre deres arbejde på ulykkesstedet. Regeringen i Kijev og separatisterne indgik ellers en våbenhvile den 5. september, men den er blevet brudt mange gange.

Ukrainske redningshold har nu mulighed for at samle personlige ejendele fra nedstyrtningsområdet og fra lokale beboere, der siden ulykken har indsamlet genstande tilhørende de 298 ofre, hvoraf langt de fleste var hollændere.

- Nogle personlige ejendele er allerede blevet indsamlet af de lokale. Blandt andet tøj, kufferter, fotos, pas, smykker og legetøj, siger Fransman.

Flyet MH17 var på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur i Malaysia, da det 17. juli styrtede ned i Ukraine nordøst for den separatist-kontrollerede by Donetsk.

En hollandsk havarirapport har fastslået, at flyet blev ramt af en mængde af højhastighedssplinter, inden det styrtede til jorden. Splinterne menes at stamme fra et russiskproduceret jord-til-luft missil af typen Buk.

Hvem, der har affyret det, vides ikke, men Vesten beskylder de prorussiske separatister for at stå bag.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.