Nu har Obama stemmer nok til at få Iran-aftale igennem
34 senatorer støtter atomaftalen med Iran, og dermed ser det ud til, at Republikanerne ikke kan afvise den.
Præsident Barack Obama sammen med vicepræsident Joe Biden, da de præsenterede aftalen med Iran ved et pressemøde i Det Hvide Hus i juli. (Arkivfoto)
Præsident Barack Obama sammen med vicepræsident Joe Biden, da de præsenterede aftalen med Iran ved et pressemøde i Det Hvide Hus i juli. (Arkivfoto) Foto: Andrew Harnik/AP


USA's præsident, Barack Obama, har onsdag sikret sig tilstrækkeligt med opbakning til at undgå, at den amerikanske kongres blokerer for den historiske atomaftale med Iran, der blev indgået i juli.

Den demokratiske senator Barbara Mikulski blev onsdag den 34. senator der har udtrykt støtte til aftalen.

- Ingen aftale er perfekt, især ikke en der er forhandlet med det iranske regime, siger Mikulski i en udtalelse.

Hun tilføjer, at aftalen er "den bedste mulighed, der er", for at forhindre Iran i at udvikle en atombombe, men at Kongressen også må vise, at Israels sikkerhed ligger USA stærkt på sinde.

Atomaftalen, som blev indgået mellem Iran og de fem faste medlemmer af FN's Sikkerhedsråd samt Tyskland, har vakt vrede i Israel. Her mener regeringen ikke, at aftalen er tilstrækkelig til at forhindre iranerne i at udvikle atomvåben.

Kongressen kan vedtage en resolution imod aftalen. Republikanerne har flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus og kan stemme resolutionen igennem, men Obama vil i givet fald nedlægge veto mod den.

Republikanerne kan kun ophæve et veto fra præsidenten, hvis de kan samle to tredjedele af Senatets 100 medlemmer bag sig. Men den mulighed ser ud til at forsvinde nu med Mikulskis opbakning til atomaftalen.

Udenrigsminister John Kerry forsøgte onsdag at sikre Obama-regeringen yderligere opbakning til aftalen.

- Uden denne aftale ville iranerne have adskillige mulige veje til en bombe. Med aftalen har de ingen, sagde Kerry i en tale.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.