De seneste par år er dataforbruget for alvor skudt i vejret i Danmark. Det er sket samtidig med, at rigtig mange danskere har fået smartphones.
Danmarks nye mobilselskab, Plenti, udbyder fri data i kombination med særtjenester, der giver adgang til en lang række populære magasiner. Plenti forsøger sig med en hel ny indgangsvinkel til telemarkedet, mener Torben Rune, der er teleekspert og ansat ved rådgivningsfirmaet Netplan til Ritzau Fokus.
- Det her er i mine øjne en ny dagsorden for, hvordan et mobilabonnement ser ud. Det er ikke noget, vi ser hver dag, siger Torben Rune.
Hidtil har et mobilabonnement handlet om priser for minutter og sms'er. Men det vil det nye teleselskab Plenti gerne lave om på. Står det til dem, skal det handle om fri data og de tjenester, der følger med abonnementet. Helt modsat af klassiske abonnementer vil tale og sms nu være biprodukter af abonnementet. I stedet bliver data og tjenester de bærende elementer.
Plenti er ikke de første, der har forsøgt sig med fri data. To andre mobilselskaber forsøgte sig for et par år siden, men tiltaget slog ikke igennem. Torben Rune vurderer, at markedet ikke var modent dengang.
Selv om danskerne læser færre magasiner, kan Plentis lancering blive et vendepunkt. Martin Salamon, der er cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk, siger, at når noget indhold bliver tilgængeligt på en digital platform, vil forbrugerne også benytte sig af det. Det har man blandt andet set med streamingtjenester til musik.
- Der sker formodentlig det samme med magasiner. Folk er nysgerrige, og når de har købt indgangsbilletten, så tjekker de også, hvad de kan få, siger Martin Salamon.
Flere mobilselskaber tilbyder forskellige magasiner og andre streamingtjenester sammen med et telefonabonnement. Men ud over de mislykkede forsøg med fri data for et par år siden er Plenti lige nu det eneste selskab, der udbyder fri data. Det gør de til 199 kroner om måneden.
Det kan for den enkelte forbruger betyde, at man skiller sig af med bredbånd i hjemmet. Men spørger man eksperterne, tyder det ikke på, at 4G-netværk bliver den måde, vi udelukkende kommer til at gå på nettet på i fremtiden.
Torben Rune kalder det en udbredt misforståelse, at net i luften og i kabel vil kunne erstatte hinanden. For selv om det er smart at kunne være online i bussen på vej hjem, vil de fleste danskere prioritere en pålidelig forbindelse, når de eksempelvis ser film.
- Mobilen er et supplement, så man kan komme på nettet, når man er på farten. Men når du er hjemme med benene smækket op foran dit 50-tommers-fjernsyn, så vil de fleste have ordentlig kvalitet og se filmen uforstyrret og uden host og hak, siger han.
Plenti kommer med et efterspurgt produkt på det rigtige tidspunkt, vurderer Torben Rune. Hen tror, at fri data bliver en ny trend.
- Jeg tror, mange mobilselskaber vil følge trop, siger Torben Rune.
Fakta:
Så meget data får du maksimalt hos andre mobilselskaber:
- Telmore: 30 GB til 299 kroner
- TDC: 40 GB til 299 kroner
- Telia: 100 GB til 399 kroner
- 3: 20 GB til 230 kroner
/ritzau/FOKUS