Danske lønmodtagere, der bliver fyret på et ulovligt grundlag, kan se frem til at få en større pose penge som plaster på såret.
En ny afgørelse fra Skatterådet betyder, at medarbejdere, der får stukket en fyreseddel i hånden, fordi de eksempelvis er gravide, ældre eller syge, ikke skal betale skat af deres godtgørelse.
Omvendt vil arbejdsgivere, der bryder reglerne, ikke længere trække udgiften til godtgørelser fra i Skat.
Arbejdsmarkedsforsker professor Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet kalder det en klokkeklar sejr for lønmodtagersiden.
- For den enkelte lønmodtager er det jo godt, fordi man så har et større rådighedsbeløb, indtil man finder en ny arbejdsgiver. Og det er noget, der øger trygheden på det danske arbejdsmarked, siger han til Newspaq.
Henning Jørgensen vurderer, at afgørelsen fremover kan få arbejdsgiverne til at tænke sig om en ekstra gang, inden de underskriver en fyreseddel.
- De skal være mere påpasselige med at sige folk op. Så er det ikke bare at hyre og fyre uden omkostninger. Derfor kan det også få en præventiv effekt, det vil sige, at det kan så arbejdsgiverne til at ændre adfærd, når de opdager, at de ikke bare kan trække udgiften fra, siger han.
Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl betegner det som en sejr for lønmodtagere - vel at mærke de, der arbejder under en overenskomst.
De kan se frem til en større erstatning, mens chefen måske tænker sig om en ekstra gang, før fyresedlen bliver skrevet under.
Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl mener også, at afgørelsen er godt nyt for lønmodtagerne. Men han pointerer, at det kun gælder for dem, der er organiseret i en fagforening.
- På nogle arbejdspladser vil det få en forebyggende effekt, fordi det bliver dyrere at fyre. Men dem, der arbejder på det mere blakkede arbejdsmarked uden overenskomst, de vil stadig blive snydt for godtgørelse af chefer, der spekulerer i, at medarbejderne ikke er organiseret, siger han til Newspaq.
Newspaq