Nu fjernes buræg fra hylderne i discountkæde
I butikskæden Lidl vil du ikke længere kunne købe æg fra høns, som lever i små bure.
Nu er det slut med at købe buræg i Lidl.
Nu er det slut med at købe buræg i Lidl. FOTO: Scanpix


Der er 98 Lidl-butikker i Danmark, og nu stopper alle sammen med at sælge æg fra burhøns, skriver BT

- Som virksomhed har vi et ansvar for, at de produkter vi sælger, bliver produceret under ordentlige forhold. Vi ved, at flere og flere danskere fravælger buræggene, og vi har derfor vurderet, at tiden er inde til, at vi fjerner buræg fra hylderne i Lidl. Samtidig har vi igennem længere tid arbejdet målrettet på at udfase buræg i vores øvrige produkter, så her er vi også godt på vej, siger Lidls administrerende direktør, Finn Tang, i en pressemeddelelse.

Ros til butikskæden

Lidl er ikke den eneste butik, som har valgt buræg fra. Det har Kvickly også, og det mener Dyrenes Beskyttelse er et rigtig godt tiltag. 

- Det er stærkt gået af Lidl. Burhøns har en rigtig dårlig dyrevelfærd. De forhold de lever under strider på alle måder mod deres natur. At Lidl nu tager ansvar og medvirker til at hæve dyrevelfærden, kan vi kun bifalde. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at forbrugerne vil gøre det samme, siger Britta Riis, direktør hos Dyrenes Beskyttelse.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.