Nu får ny OB-træner travlt
Ove Pedersen glæder sig voldsomt til de næste par uger, hvor han får tid til at træne taktisk med sit hold.
Ove Pedersen glæder sig til at træne taktisk med OB i de kommende kampfri uger.
Ove Pedersen glæder sig til at træne taktisk med OB i de kommende kampfri uger. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Den nye OB-træner, Ove Pedersen, kunne lørdag aften sætte de første tre point på kontoen i spidsen for det fynske Superliga-hold efter en 2-0-sejr hjemme på Tre-For Park mod Silkeborg.

Men trods sejren var der mange ting, der ikke fungerede for fynboerne, og derfor får Pedersen travlt i den kommende landskampspause.

- Aldrig har jeg glædet mig så meget til en landsholdspause, som jeg gør nu. Det har været en hektisk uge for mig og spillerne. Det taktiske gik ikke godt nok mod Silkeborg. Vores presspil fungerede ikke, men sådan er det jo, når man har haft kort tid på træningsbanen.

- Det er ikke nok bare at fortælle spillerne, hvad de skal, det skal også øves på træningsbanen. Der er plads til mange forbedringer, siger Ove Pedersen.

Også Emil Larsen, der spillede en god kamp lørdag aften, glæder sig til at få lidt ro på holdet i de næste par uger.

- Nu handler det om at få energien og troen ind på holdet. Efter i tirsdags (da Troels Bech blev fyret red.) har vi brug for at samle os og stå sammen. Ove Pedersen forsøger at få noget selvtillid ind på holdet, så vi kan få troen på, at vi stadig kan være med, siger Emil Larsen.

OB-keeper Mads Toppel regner med at få mindre at lave, nu hvor det er en defensivt indstillet træner, der styrer tingene fra sidelinjen.

- Jeg forventer, at der kommer færre chancer mod vores mål, selvom det lyder lidt dumt ovenpå Silkeborg-kampen, hvor de havde mange chancer, siger keeperen.

Ove Pedersen har nu mere end 14 dage til at få styr på tropperne, inden mandskabet i næste runde skal i aktion mod Esbjerg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.