Nu får metroarbejdere deres løn: Forlig sikrer dem 19 millioner
Fagforeningen 3F BJMF og metro-entreprenøren CNBT har indgået et forlig, og det betyder at 120 metromedarbejdere kan se frem til en klækkelig sum penge.
Foto: Scanpix


120 medarbejdere på metrobyggeriet kan se frem til dele 19 millioner kroner mellem sig efter fagforeningen 3F BJMF og metro-entreprenøren CNBT har indgået et forlig. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Sagen drejer sig om ansatte, der ifølge fagforeningen i perioden 2014 til 2016 fik for lidt i løn i forhold til overenskomsten.

- Alle skal have den løn, som de retmæssigt har krav på. Derfor er vi selvfølgelig glade for, at det er lykkedes os i 3F BJMF og metroarbejderne i CNBT at få forhandlet en aftale om udbetaling af manglende løn, siger Jens Kirkegaard, der er formand for Byggegruppen i 3F BJFM.

- Vi ville naturligvis gerne have undgået denne sag, for 19 millioner kroner er mange penge, men nu har vi fået gennemregnet tingene og sikret, at de ansatte får deres retmæssige løn, siger Sigurd Nissen-Petersen, der er driftsdirektør i Copenhagen Metro Team.

Forliget er en udløber af en samarbejde, som startede i 2015, mellem fagforeningen og Copenhagen Metro Team, der er hovedentreprenør på metrobyggeriet.

Tidligere har det samarbejde ført til en aftale om en højere løn til udenlandske jord- og betonarbejdere på metrobyggeriet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.