Nu får Kosovo sin egen landekode
Serbien og Kosovo har indgået aftale, der bringer landene et skridt nærmere forsoning.
Kosovo får nu sin egen landekode, efter at landet erklærede sig selvstændigt i 2008. Arkivfoto
Kosovo får nu sin egen landekode, efter at landet erklærede sig selvstændigt i 2008. Arkivfoto Foto: Colourbox/free


Serbien og landets tidligere provins Kosovo er kommet et skridt videre fra at overvinde år med fjendskab.

De har sent tirsdag skrevet under på energi- og teleaftaler, der blandt andet indebærer, at Kosovo får sin egen landekode på det internationale telefonnetværk. I grove træk kan det betragtes som en serbisk anerkendelse af Kosovos suverænitet.

Hidtil har Kosovo benyttet sig af Monacos eller Sloveniens landekode på mobiltelefoner ifølge The Wall Street Journal.

EU har fungeret som mægler i forhandlingerne, der er foregået i Bruxelles.

- Dagens udfald er en milepæl i normaliseringsprocessen, siger EU's udenrigschef, Federica Mogherini, der henviser til, at de to parter lå i krig med hinanden i 1990'erne.

Med aftalen får serbere i det nordlige Kosovo bedre rettigheder og adgang til finansiering fra Beograd.

De nye aftaler mellem Serbien og Kosovo bringer serberne et skridt nærmere på medlemskab af EU, som Serbien gerne vil være en del af. Det samme vil Kosovo i øvrigt.

Hvis Serbiens EU-drømme skal blive til virkelighed, er en normalisering af forholdet til den tidligere provins essentielt.

Kosovo erklærede sig som en selvstændig stat i 2008. Uafhængigheden er anerkendt af 108 af FN's 193 medlemsstater.

Det amerikanske udenrigsministerium har rost både regeringen i Serbien og i Kosovo for de nye aftaler.

Tidligere på måneden stemte et flertal i Kosovos parlament for at oprette en særlig domstol, der skal undersøge påståede krigsforbrydelser begået af Kosovos Befrielseshær, der kæmpede for kosovosk uafhængighed.

Også det anses for et forsonende skridt ifølge The Wall Street Journal.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.