Nu er Liberia eneste land med ebola
Den afrikanske nation Guinea er nu erklæret fri for ebola. Det betyder, at kun Liberia stadig har sygdommen.
Forskere har haft held med at stoppe ebola-smitten. Nu har kun ét land i verden fortsat tilfælde af den smitsomme sygdom.
Forskere har haft held med at stoppe ebola-smitten. Nu har kun ét land i verden fortsat tilfælde af den smitsomme sygdom. Foto: Bavarian Nordic/free


Efter at flere end 2500 personer er døde af ebola-virus i den vestafrikanske nation Guinea, kan landet nu erklære sig fri for den smitsomme sygdom.

Det betyder samtidig, at Liberia nu som det eneste land stadig har smitten.

Folk i hovedstaden Conakry hilste nyheden fra myndigheder og Verdenssundhedsorganisationen (WHO) velkommen med blandede følelser.

For virussen har efterladt sig mange døde og gjort stor skade på landets økonomi samt sundhed- og uddannelsessektor.

- Flere i min familie er døde. Situationen har vist os, hvor meget vi må kæmpe for dem, der har overlevet, siger Fanta Oulen Camara, der arbejder for Læger Uden Grænser, til Reuters.

Fanta Oulen Camara fortæller også, at det har været svært for ham at vende tilbage til sit normale liv, efter at han selv blev helbredt for sygdommen, fordi folk har været bange for smitten.

- Efter jeg fik det bedre, var det sværeste at få folk til at tage imod mig. De fleste mennesker, som normalt har støttet mig, har forladt mig. Selv skolen, hvor jeg var lærer, har fyret mig, siger Camara, der er 26 år og blev syg i marts 2014.

Ebola-virussen har gjort omkring 6200 børn forældreløse i Guinea, oplyser Rene Migliani, der arbejder på et nationalt koordinationscenter for kampen mod ebola.

Der har været flere end 3800 ebola-tilfælde i Guinea ud af godt 28.600 tilfælde globalt, herunder 11.300 dødsfald, ifølge tal fra WHO.

Næsten alle tilfælde var i Guinea og i nabolandene Liberia og Sierra Leone.

Et land bliver erklæret fri for ebola 42 dage efter helbredelsen eller dødsfald af den seneste patient, hvis ikke der er registreret nye infektioner.

Hvis alt går vel, vil Liberia som det sidste land blive erklæret fri for ebola i januar.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.