I foråret 2018 skal sosuerne og pædagogmedhjælperne vælge en ny formand i stedet for Dennis Kristensen.
Det har et flertal af de 596 delegerede på FOA-kongressen i Aarhus besluttet ved en afstemning fredag.
Dennis Kristensen fylder 65 år i februar 2018, og dermed når han folkepensionsalderen og falder for forbundets aldersgrænse.
Ifølge forbundets love skal formanden nemlig stoppe, når vedkommende når folkepensionsalderen, og der skal indkaldes til ekstraordinær kongres med henblik på at vælge ny formand.
Skal drible overenskomst på plads
Der var stillet flere ændringsforslag til lovene, fordi flere afdelinger havde ønsket at give lønnede valgte i FOA mulighed for at sidde valgperioden ud. Men de ændringsforslag blev nedstemt.
Men kongressen vedtog samtidig, at Dennis Kristensen ikke stopper ved udgangen af den måned, hvor han fylder 65 år.
For at afslutte overenskomstforhandlingerne på det offentlige område i foråret 2018, fortsætter han til en ekstraordinær kongres 25. april 2018.
Dennis Kristensen har været en markant forbundsformand siden maj 2002, hvor han overtog formandsposten efter Poul Winckler.
Genvalg til Dennis og Mona
Når Dennis Kristensen stopper i 2018, vil han have stået i spidsen for 180.000 FOA-medlemmer i mere end 16 år, og dermed også den nuværende forbundsformand i LO-familien med længst anciennitet.
FOA-formand Dennis Kristensen blev genvalgt som forbundsformand uden modkandidater, og det samme gjorde næstformand Mona Striib.
Den 55-årige Mona Striib har været næstformand i FOA siden 2004, og hun forventes at stille op som formand på den ekstraordinære kongres om halvandet år.
Fredag eftermiddag vælger de delegerede tre nye forbundssekretærer i FOA.