Nu er der en kvinde mindre i spil til FN's toppost
Manglende opbakning får Costa Ricas bud på en afløser for Ban Ki-moon til at trække sit kandidatur.
Det står stadig ikke klart, hvem der skal efterfølge Ban Ki-moon (til venstre).
Det står stadig ikke klart, hvem der skal efterfølge Ban Ki-moon (til venstre). Foto: Rick Bajornas/AFP


Feltet af kvindelige kandidater til jobbet som generalsekretær for FN er nu nede på fire.

Dermed er sandsynligheden mindsket for, at FN for første gang i organisationens 70 år lange historie får en kvinde som topfigur.

Mandag meddeler Costa Ricas kandidat, Christiana Figueres, at hun trækker sig.

Hun begrunder sin beslutning med, at hun mangler støtte fra Sikkerhedsrådet. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Alle afstemninger i Sikkerhedsrådet indikerer, at mit kandidatur ikke har en fremtid, siger Figueres på et pressemøde i Costa Ricas hovedstad, San José.

Hun udtrykker håb om, at FN vil udpege en kvinde som afløser for den nuværende generalsekretær, Ban Ki-moon.

Hans anden periode udløber ved årsskiftet. Han har bestridt jobbet siden 2007.

Costa Ricas udenrigsminister, Manuel Gonzalez, fortæller, at regeringen i landet vil presse på for at få en kvinde til at stå i spidsen for FN.

Feltet af kandidater er efter Figueres' beslutning nu nede på ti. Fire er kvinder og seks er mænd.

Den endelig vinder udpeges efter en række afstemninger i FN's Sikkerhedsråd.

Alle 15 medlemmer af rådet skal anonymt give udtryk for, om de har en positiv, negativ eller neutral holdning til kandidaterne.

Den seneste afstemning fandt sted i begyndelsen af august. Selv om udfaldet er hemmeligt, så blev resultatet hurtigt lækket.

Portugals kandidat, António Guterres, klarede sig bedst. Han høstede 11 positive stemmer efterfulgt af Vuk Jeremíc og Susana Malcorra med hver otte.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.