Nu er Charlie Hebdo udsolgt i hele Frankrig
Fra morgenstunden var der køer ved bladkioskerne i Paris, hvor folk ville købe satire-magasinet Charlie Hebdo.
Salget af de en millioner Charlie Hebdo-magasiner er kommet flyvende fra start. Magasinerne blive revet væk fra kioskerne i Paris.
Salget af de en millioner Charlie Hebdo-magasiner er kommet flyvende fra start. Magasinerne blive revet væk fra kioskerne i Paris. Foto: Lionel Cironneau/AP


Den seneste udgave af det satiriske magasin Charlie Hebdo er udsolgt i hele Frankrig, skriver nyhedsbureauet AFP.

Det satiriske ugemagasin Charlie Hebdo blev onsdag morgen revet ned fra hylderne i den franske hovedstad, Paris. Folk stod i kø for at købe bladet, og nu er det altså udsolgt i hele Frankrig.

Onsdagens udgave er det første siden det blodige terrorangreb mod magasinet for en uge siden, hvor 10 ansatte og to politibetjente blev dræbt.

- Nogen køber fem-ti eksemplarer, siger en medarbejder ved Relay-kiosken på banegården Gare de l'Est i Paris til avisen Le Monde.

Kiosken havde 125 eksemplarer af magasinet, da den åbnede klokken seks onsdag morgen, og 40 minutter senere var der udsolgt.

- Det er utroligt. Der var en kø på 60-70 mennesker, som stod og ventede på mig, da jeg åbnede, siger en kvinde, der arbejder i en kiosk i Paris, til AFP.

- Jeg har aldrig set noget lignende. Alle mine 450 eksemplarer blev udsolgt på 15 minutter, siger hun.

Den franske hovedstads indbyggere får dog senere lejlighed til at erhverve sig et eksemplar af den historiske udgave af Charlie Hebdo i de kommende dage.

Salgsstederne vil nemlig få daglige leverancer af bladet frem til 19. januar, og det er muligt, at bladet skal trykkes i flere eksemplarer end de planlagte tre millioner, skriver Le Parisien.

Onsdagens udgave af Charlie Hebdo indeholder illustrationer og artikler fra fem tegnere, to klummeskribenter og en redaktionssekretær, der blev dræbt for en uge siden.

17 mennesker blev dræbt under tre blodige dage i den franske hovedstad, Paris.

Terroren startede med angrebet på Charlie Hebdo, hvor 12 mennesker blev dræbt. Torsdag blev en færdselsbetjent skuddræbt, og fredag blev fire gidsler dræbt i et jødisk supermarked.

Tre terrorister, der stod bag angrebene, blev dræbt af franske sikkerhedsstyrker.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.