Nu bliver hængebugsvin i Sønderjylland skudt ned
20 vildfarne hængebugsvin i Sønderjylland vil blive skudt ned, efter at det ikke er lykkedes at finde ejeren.
18-20 hængebugsvin har harseret Skærbæk i Sønderjylland siden d. 11. august. Arkivfoto.
18-20 hængebugsvin har harseret Skærbæk i Sønderjylland siden d. 11. august. Arkivfoto. Foto: www.colourbox.com/free


Smågrisene vil blive skudt først, derefter søerne og så ornerne.

Det fortæller Syd- og Sønderjyllands Politi, som siden 11. august forgæves har forsøgt at finde ejeren til 18-20 hængebugsvin, som har rendt rundt i Skærbæk.

Det er de mange klager fra beboerne i området, der har fået politiet til at bestemme, at svinene skal skydes.

- De æder blomsterne i villahaverne og ødelægger bedene, når de graver efter orme i jorden, siger kommunikationsrådgiver hos Syd- og Sønderjyllands Politi, Johanne Høegh Langvad.

Hun forklarer, at politiet ellers har forsøgt at finde ejeren gennem Twitter, politiets hjemmeside og ved at sende historien i medierne.

Men det har været uden held, og nu har politiet altså opgivet eftersøgningen af ejeren.

- Man skulle jo synes, at hvis man opdagede, at man manglede 18-20 hængebugsvin, så ville man ringe, siger Johanne Høegh Langvad.

Politiet har undersøgt muligheden for at indfange grisene, men dyrlæger har fortalt dem, at det er næsten en umulig opgave.

Bedøvelse er også udelukket, da man har vurderet, at bedøvelsespilene kan udgøre en sikkerhedsfare for mennesker, hvis man ikke rammer plet.

Syd- og Sønderjyllands Politi har indgået en aftale med kompetente jægere om nedskydningen af de løsslupne hængebugsvin.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.