Indtil nu har fødevareproducenter haft mulighed for selv at vælge, om de ville oplyse indholdet af natrium eller salt på forarbejdede fødevarer.
Natrium er en del af forbindelsen natriumklorid, som er almindeligt bordsalt.
Det ændrer sig dog fra 13. december, hvor producenterne altid skal deklarere den samlede mængde af salt - og ikke bare natrium.
Det gør det lettere for forbrugerne at navigere i saltjunglen, for de to størrelser svarer nemlig ikke til hinanden.
Når producenten oplyser natriumindholdet, skal man nemlig som forbruger gange det tal med 2,5 - og dermed får man det totale saltindhold, forklarer Dagny Løvoll Warming fra Fødevarestyrelsen.
- Baggrunden for at oplyse om salt - i stedet for natrium - har været at gøre det mere forståeligt for forbrugeren. Der tages udgangspunkt i, at forbrugeren bedre kan forholde sig til og forstå oplysningen om salt i forhold til oplysning om mængden af natrium i et produkt, siger hun og tilføjer:
- Man kan sige, at tidligere skulle forbrugeren selv gange natrium med 2,5 for bedre at relatere til mængden af salt, men nu er dette allerede regnet ud, forklarer Dagny Løvoll Warming.
Indtil nu har forbrugeren altså været nødt til at afkode, at et natriumindhold på eksempelvis 0,5 gram skal ganges med 2,5 for at få den samlede saltmængde, svarende til at produktet indeholder 1,25 gram salt.
Vi mennesker har behov for lidt salt, men faktisk ikke mere end 0,6 gram om dagen ifølge DTU Fødevareinstituttets rapport "Salt og sundhed". Til sammenligning indtager danske kvinder i gennemsnit 7-8 gram salt dagligt, mens mænd indtager 9-11 gram dagligt, viser rapporten.
Den officielle anbefaling er et indtag på 5-6 gram salt dagligt.
For at få Nøglehulsmærket bliver der stillet krav til den maksimale mængde af salt, produktet må indeholde. Kravet varierer fra produkt til produkt.
- Der er højt saltindhold i eksempelvis suppeterninger eller bouillon og fond. det gælder også kapers, soltørrede tomater, hvidløg i olie, knust chili, knust hvidløg, oliven, pickles og spegepølse.
- Der kan være højt saltindhold i brød, pastasovse, pizza, færdigretter, supper, sandwiches, pølser, tomatketchup, mayonnaise og andre sovse, morgenmadsprodukter, kødpålæg, ost, saltede eller tørristede nødder. Her kan saltindholdet variere meget.
- Går du efter Nøglehulsmærket, er du sikret, at der for eksempel i 100 gram rugbrød højst er tilsat 1,2 gram salt. Med et hvedebrød er det højst 1 gram salt, pasta højst 0,1 gram salt, ost (undtagen frisk ost) højst 1,6 gram salt og kødpålæg højst 2,5 gram salt.
Kilder: altomkost.dk, Fødevarestyrelsen, retsinformation.dk.
/ritzau/FOKUS