Novozymes pryglet på børsen efter regnskabsskuffelse
Enzymproducenten Novozymes blev milliarder mindre værd på børsen efter en gedigen skuffelse i tredje kvartal.
Novozymes var i strid modvind på fondsbørsen onsdag efter et skuffende regnskab.
Novozymes var i strid modvind på fondsbørsen onsdag efter et skuffende regnskab. Foto: Novozymes/Free


Aktierne i Novozymes, der producerer enzymer, faldt tungt på børsen onsdag.

Da børsen lukkede, var status et dyk på markante 11,2 procent til 253,9 kroner per aktie.

Det svarer til, at Novozymes blev 8,2 milliarder kroner mindre værd på én dag.

Baggrunden for de solide kurstæv er, at Novozymes' regnskab for tredje kvartal ikke kunne leve op til markedets forventninger.

Samtidig er udsigter til fremtiden blevet mørkere, og Novozymes måtte fortælle sine aktionærer, at man kommer til at tjene mindre end tidligere meldt ud.

- Vores nye innovative løsninger er kommet langsommere fra start, end vi havde forventet.

- Derfor er vores salgsvækst lavere, end vi havde forventet ved årets start, sagde Peder Holk Nielsen, administrerende direktør for Novozymes, i regnskabet.

Det var den anden nedjustering i træk fra Novozymes, der også måtte skuffe sine aktionærer ved halvårsregnskabet.

Ifølge finansdirektør Benny Loft er det isoleret set Nordamerika, der bærer en stor del af skylden for, at enzymgiganten må nedjustere for anden gang i år.

- Ser vi på væksten uden for Nordamerika, har vi en vækst på fem procent. Og det synes vi, sådan set er okay - selv om vi ikke er helt der, hvor vi gerne ville være.

- Landmanden dér ved godt, at det er en god idé at bruge vores teknologier, hvis han havde pengene. Men det har han ikke, siger finansdirektøren til Ritzau Finans.

Novozymes fik i tredje kvartal et nettoresultat på 749 millioner kroner, omkring 50 millioner kroner mindre end forventet af analytikerne. Omsætningen lå på 3,4 milliarder kroner mod ventet 3,6 milliarder kroner.

Selskabet har længe været noget af en børsdarling, da markedet for enzymer til alt fra vaskepulver til biodiesel, er vokset markant, og Novozymes har været i front teknologisk.

2016 har dog været en streg i regningen, og aktionærer i selskabet har måttet notere, at over 20 procent af aktiernes værdi er barberet bort siden årsskiftet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.