Novos vægttabsmiddel må sælges i EU: Sådan virker det
Novo Nordisk kan nu sælge fedmemiddel i Europa. Saxenda kan mindske appetitten hos svært overvægtige.
Novos forskere har udviklet Saxenda, som efterligner et naturligt tarmhormon, der giver kroppen en mæthedsfornemmelse.
Novos forskere har udviklet Saxenda, som efterligner et naturligt tarmhormon, der giver kroppen en mæthedsfornemmelse. Foto: Novo Nordisk/free


Novo Nordisks fedmemedicin Saxenda er på vej ud på det europæiske marked, efter at EU-Kommissionen har givet medicinen en markedsføringsgodkendelse i de 28 EU-lande.

* Novo Nordisk har allerede fået grønt lys til at sælge Saxenda på det amerikanske marked.

* Saxenda er en daglig sprøjte, som den overvægtige skal stikke sig selv med. Slankemidlet er receptpligtigt.

* Midlet nedsætter appetitten og giver en større mæthedsfornemmelse, forklarer Mads Krogsgaard Thomsen, koncernforskningsdirektør i Novo Nordisk:

- Vi har som de første udnyttet kroppens naturlige system til at standse overdreven appetit. Vi giver et ekstra tilskud af et hormon, som kroppen egentlig selv producerer, og som giver en følelse af mæthed, som får patienterne til at spise mindre.

* Saxenda efterligner kroppens eget hormon GLP-1, men gives i koncentreret form, så det kun kræver et stik om dagen.

* Slankemidlet er godkendt i EU som supplement til en kaloriereduceret
diæt og øget fysisk aktivitet til vægtregulering hos svært overvægtige med et BMI over 35, som typisk vil have følgetilstande eller komplikationer af deres overvægt.

* 5000 personer har testet slankemidlet. I gennemsnit tabte forsøgspersonerne otte procent af deres vægt efter 56 uger. 40 procent af dem, der gennemførte et års behandling, tabte sig mere end 10 kilo.

* Saxenda blev i september sidste år anbefalet af et ekspertpanel under den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, hvorefter midlet i december fik den endelige godkendelse til at blive solgt til amerikanerne.

* Novo Nordisk forventer at lancere Saxenda i flere europæiske markeder fra og med
2015.

Kilde: Novo Nordisk

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.