Novo øger overskud med 8,4 milliarder
Medicingiganten Novo Nordisk fortsætter med at øge sin indtjening. Salget steg med 22 procent i 2015.
2015 var også året, hvor Novos it-selskab NNIT blev børsnoteret, og den manøvre indbragte en engangsindtægt på 2,4 milliarder kroner.
2015 var også året, hvor Novos it-selskab NNIT blev børsnoteret, og den manøvre indbragte en engangsindtægt på 2,4 milliarder kroner. Foto: Scanpix/arkiv


Medicinalvirksomheden Novo Nordisk kan onsdag præsentere et regnskab, der viser et nettoresultat for 2015 på 34,9 milliarder kroner efter skat. Det er 8,4 milliarder mere end året før.

Fremgangen er opnået i kraft af en salgsvækst på 22 procent, når man måler i danske kroner og otte procent, når man regner i lokale valutaer.

Den stærke dollar har således været med til at løfte indtjeningen væsentligt i det forgangne år, og alt i alt trillede der salgsindtægter for knap 108 milliarder kroner i kassen.

Blandt Novos produkter er det særligt diabetesmidlet Victoza, der har bidraget til fremgangen, men salget af selskabets moderne insuliner er også steget med 22 procent.

Kigger man på regionerne særskilt, har Novo Nordisk øget sit samlede salg i Nordamerika med 32 procent i danske kroner.

Helt derop når Region Kina og de såkaldte International Operations ikke helt, men sidstnævnte præsterer trods alt en salgsvækst på 15 procent i lokale valutaer.

2015 var også året, hvor Novos it-selskab NNIT blev børsnoteret, og den manøvre indbragte en engangsindtægt på 2,4 milliarder kroner.

Administrerende direktør Lars Rebien Sørensen er alt i alt meget positiv over det, han og de ansatte har præsteret.

- Vi er meget tilfredse med de resultater, Novo Nordisk har opnået i 2015, og med, at vi har opfyldt vores fire langsigtede finansielle mål, siger han i en pressemeddelelse og ser frem til at følge lanceringen af den nye diabetesmedicin Tresiba på verdensplan i løbet af 2016.

Forventningerne til 2016 er blevet præciseret i regnskabet. Novo venter nu en salgsvækst og en stigning i resultatet af primær drift på 5-9 procent i lokale valutaer.

Novo oplyser selv, at man sidder på 28 procent af verdensmarkedet for diabetesmedicin og hele 47 procent af verdensmarkedet for insulinprodukter.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.