Novo flirter med udlandet: "Stærkt bekymrende"
En fremskrivning viser, at der i 2025 vil mangle op til 10.000 ingeniører. Novo tænker i produktion i udlandet.
- Vi er stærkt bekymret, når Novo sender den slags signaler, men vi glæder os over, at de lige har lavet en milliardinvestering i Kalundborg, hvilket kan give en indikation af, at de fortsat har i tankerne at blive i Danmark, siger uddannelsesordfører Esben Lunde Larsen (V).
- Vi er stærkt bekymret, når Novo sender den slags signaler, men vi glæder os over, at de lige har lavet en milliardinvestering i Kalundborg, hvilket kan give en indikation af, at de fortsat har i tankerne at blive i Danmark, siger uddannelsesordfører Esben Lunde Larsen (V). Foto: Novo Nordisk/free


Venstre skeler med en bekymret mine til meldingen fra medicinal-virksomheden Novo Nordisk, der til Børsen siger, at selskabet overvejer at flytte noget af produktionen til udlandet som følge af ingeniørmangel.

Novo Nordisk har i dag 100 ledige ingeniørstillinger, som selskabet ikke kan få besat, og i de kommende 10 år ser manglen på ingeniører kun ud til at vokse. Derfor tænker selskabet på muligheden for at rykke til udlandet i jagten på kvalificeret arbejdskraft.

- Vi er stærkt bekymret, når Novo sender den slags signaler, men vi glæder os over, at de lige har lavet en milliardinvestering i Kalundborg, hvilket kan give en indikation af, at de fortsat har i tankerne at blive i Danmark, siger uddannelsesordfører Esben Lunde Larsen (V).

Ifølge Børsen viser en fremskrivning foretaget af Dansk Industri og ingeniørforeningen IDA for Engineer The Future, at der i 2025 vil mangle næsten 10.000 ingeniører herhjemme.

Esben Lunde Larsen peger på, at en gymnasiereform med bedre studiekombinationer kan blive en del af løsningen. Derudover skal der være en bedre overgang mellem erhvervsuddannelser og diplom-ingeniøruddannelser, mener Venstre.

- Endelig skal DTU (Danmarks Tekniske Universitet, red.) og Aalborg Universitet øge deres optag i tæt dialog med det aftagerpanel, de har, så man ikke får uddannet for mange, men det niveau, der skal til, siger Esben Lunde Larsen.

Fremskrivningen viser samtidig, at der i 2025 vil mangle over 4000 naturvidenskabelige kandidater.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.