Novo-direktør på vej i Carlsbergs bestyrelse
Lars Rebien Sørensen er udpeget som afløser for Jess Søderberg i Carlsbergs bestyrelse.
Carlsberg kan være på vej til at få Lars Rebien ind i bestyrelsen.
Carlsberg kan være på vej til at få Lars Rebien ind i bestyrelsen. Foto: Carlsberg/free


En af dansk erhvervslivs tunge drenge afløser en anden, når den tidligere koncernchef i A.P. Møller-Mærsk Jess Søderberg udtræder af Carlsbergs bestyrelse på den kommende generalforsamling i marts.

Selskabet har nemlig foreslået den administrerende direktør i Novo Nordisk, Lars Rebien Sørensen, som afløser for Søderberg.

- Lars er en højt anset forretningsmand af stor kaliber. Hans omfattende internationale erfaring inden for ledelse generelt og markedsføring og hans erfaring som eksternt bestyrelsesmedlem vil være af stor værdi for Carlsberg, skriver bestyrelsesformand Flemming Besenbacher i en pressemeddelelse.

Selv glæder Lars Rebien Sørensen sig til at bidrage til at videreføre Carlsberg, hvis han altså bliver valgt.

- Virksomheden har i de senere år været igennem en transformation for at nå dertil, hvor den er i dag. Jeg ser frem til at kunne yde mit bidrag til at føre den igennem den næste vellykkede vækstfase, siger han.

Jess Søderberg udtræder af bestyrelsen, fordi han fyldte 70 år i oktober.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.