Novak Djokovic vinder Wimbledon for andet år i træk
I en kamp over tre timer var Novak Djokovic bedst og vandt fortjent sin tredje Wimbledon-titel i alt.
Novak Djokovic tog sin anden Wimbledon-titel i træk, da han besejrede Roger Federer.
Novak Djokovic tog sin anden Wimbledon-titel i træk, da han besejrede Roger Federer. Foto: Pavel Golovkin/AP


Serbiske Novak Djokovic vandt søndag Wimbledon for andet år i træk, da serberen besejrede Roger Federer i en kamp over fire sæt med 7-6, 6-7, 6-4, 6-3.

Det er Djokovics tredje Wimbledon-titel i alt, og nummer ét og to på verdensranglisten har nu mødt hinanden 40 gange med 20 sejre til hver.

Med sejren tangerer Novak Djokovic sin tyske træner Boris Becker, der også har tre Wimbledon-titler.

Nederlaget betyder, at Federer forbliver på syv Wimbledon-titler i alt side om side med Pete Sampras. Schweizeren havde i sin 10. Wimbledon-finale i alt mulighed for at vinde turneringen for ottende gang, som den første spiller nogensinde.

Den 33-årige schweizer, der fylder 34 år den 8. august, kunne samtidig blive den ældste spiller nogensinde, der vinder Wimbledon, siden professionel tennis blev indført.

Roger Federer jagtede også revanche for nederlaget til Djokovic i Wimbledon-finalen for et år siden, og Federer kom også godt fra start, da han brød Djokovic rent og bragte sig foran 4-2 i første sæt.

Djokovic brød dog tilbage med det samme og udlignede efterfølgende til 4-4. Det blev også 5-5 i to sikre servepartier.

Foran 6-5 og med mulighed for at bryde og vinde sættet for Federer, fyrede Djokovic en superserv af og udlignede til 40-40. På den anden sætbold i partiet til Federer diskede Djokovic så op med et servees, og serberen udlignede til 6-6 og tiebreak.

Her var Djokovic bedst, og serberen tog første sæt. Mønstret var det samme i andet sæt. Serverne blev holdt hos begge. Foran 5-4 var der sætbold til Djokovic i Federers serv, men schweizeren overlevede og udlignede.

I næste parti smadrede Federer bolden i nettet, da han havde mulighed for at bryde, og de to bedste spillere i verden endte i en tiebreak igen. Djokovic havde hele syv sætbolde, men Federer overlevede og overlevede. Foran 11-10 sled Federer så sættet hjem og udlignede til 1-1 i sæt.

Tredje sæt blev afbrudt på grund af regn ved stillingen 3-2 til Djokovic, som havde brudt Federers andet serveparti. Spillet blev genoptaget efter et kvarter. Det blev 5-3 til serberen, og han tog også sættet 6-4.

Ved stillingen 2-2 i fjerde sæt brød Djokovic og bragte sig også foran 4-2, hvorefter Federer var presset i sin egen serv med serbisk mulighed for at bryde på det kritiske tidspunkt.

Federer hev op i sig selv og vandt, men Novak Djokovic viste klassen og understregede, at han er den bedste spiller i verden i øjeblikket, da han efterfølgende servede sejren hjem.

Dermed fører Djokovic 2-1 i de to spilleres indbyrdes grand slam-finaleopgør med to sejre i Wimbledon. Roger Federer vandt US Open i 2007 over Djokovic.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.