Novak Djokovic jagter flere sejre i Shanghai
Der venter større modstand i Shanghai Masters i denne uge, men verdensetteren håber at holde sit niveau.
Novak Djokovic møder op i Shanghai med selvtilliden i orden. Han topper suverænt verdensranglisten og vandt søndag China Open.
Novak Djokovic møder op i Shanghai med selvtilliden i orden. Han topper suverænt verdensranglisten og vandt søndag China Open. Foto: Andy Wong/AP


Finalen ved China Open i tennis søndag mellem Novak Djokovic og Rafael Nadal blev en demonstration i, hvor suveræn den serbiske verdensetter er i øjeblikket.

Ved denne uges Shanghai Masters satser Djokovic da også på at holde niveauet, der rakte til en finalesejr i China Open på 6-2, 6-2.

- Det håber jeg helt sikkert på. Jeg er klar over, at betingelserne er lidt anderledes. Jeg får et par dage med afslapning og træning, og så er jeg klar, siger Djokovic ifølge AFP.

Rafael Nadal lagde efter finalenederlaget søndag ikke skjul på, at Djokovic er svær at hamle op med i øjeblikket, og spanieren kaldte Djokovic "den bedste spiller i dag uden tvivl."

Både Roger Federer og Andy Murray stiller op i Shanghai. De to byttede mandag plads på verdensranglisten, så Andy Murray aktuelt er nummer to, mens Djokovic fortsat topper ranglisten suverænt.

Roger Federer er seedet som nummer to i turneringen efter Djokovic, men han bruger ikke så meget tid på at regne ud, hvornår han eventuelt render ind i serberen.

- Det ser ud, som om man skal slå Djokovic på et eller andet tidspunkt, som han spiller i øjeblikket, uanset om man møder ham i semifinalen eller finalen. Det er ikke så vigtigt. Jeg tænker helt ærligt ikke så langt frem, siger Federer.

Andy Murray er tilbage efter en pause på næsten fire uger, mens han også kigger frem mod Davis Cup-finalen mod Belgien i slutningen af november.

- Jeg føler mig frisk, men når man ikke spiller turneringerne i tre-fire uger, så kan det altid være lidt anderledes i begyndelsen af en turnering. Man ved ikke helt præcist, hvordan man vil spille og føle det. Mentalt føler jeg mig klar, og det er godt, siger Andy Murray.

Verdensetteren Djokovic, der nu har seks China Open-titler, har vundet otte turneringer i denne sæson, blandt dem er sejrene i Australian Open, Wimbledon og US Open.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.