Notater afslører: Udflytning af job koster viden
Der vil gå viden tabt, når Rådet for Socialt Udsatte flyttes til Rønne på Bornholm, siger formand for rådet.
Formand for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, bekræfter, at der med udflytningen formentligt vil ske en udskiftning af medarbejderne, som kan betyde videnstab.
Formand for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, bekræfter, at der med udflytningen formentligt vil ske en udskiftning af medarbejderne, som kan betyde videnstab. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix


Når Rådet for Socialt Udsatte som led i udflytningen af statslige arbejdspladser rykkes til Rønne på Bornholm, vil det betyde, at en del af den "opbyggede viden på området går tabt".

Sådan lyder det i et notat fra Social- og Indenrigsministeriet, hvor det fremgår, at udflytningerne inden for ministeriets område vil skade de berørte myndigheders arbejde, skriver Politiken.

Aktindsigter fra flere end ti ministerier viser ifølge avisen, at planen om at udflytte 3900 statslige arbejdspladser fra hovedstaden ifølge embedsmænd og en minister vil medføre et betydeligt tab af viden og erfaring samt formentlig også længere sagsbehandlingstid.

Formand for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, siger til Ritzau, at det er klart, at der med udflytningen formentligt vil ske en udskiftning af medarbejderne, som kan betyde videnstab.

- At udflytningen skal ske, beslutter regeringen, og det må jeg som en af rådsformændene tage til efterretning. Men jeg peger selvfølgelig også på de problematikker, som man må forholde sig til, siger han.

- Det er klart, at det kan betyde for Rådet for Socialt Udsatte, at der vil ske en hurtigere udskiftning af medarbejdere de kommende år. Og det vil alt andet lige betyde tab af viden, som det altid gør, når man udskifter medarbejdere. Men udflytningen vil betyde, at det sker hurtigere, end det ellers ville gøre, fortsætter han.

Om Børnerådet, der skal flytte til Billund, lyder vurderingen i notatet fra Social- og Indenrigsministeriet, at man skal opbygge et nyt sekretariat:

- Der vil være behov for at flytte medarbejdere, men det kan overvejes at gøres gradvist, så mindst muligt af den opbyggede viden går tabt. Uanset hvad, må en udflytning dog forventes at føre til udskiftning af en stor del af medarbejderskaren.

I et internt brev fra udenrigsminister Kristian Jensen (V) til formanden for Dansk Institut for Internationale Studier (Diis), Laurids S. Lauridsen, erkender han ifølge Politiken, at det vil føre til "produktionstab", når instituttet flyttes fra København til Aarhus.

I regeringen står man fast på, at skaden på den korte bane gøres god igen på den lange bane.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen har været en af hovedarkitekterne bag planen. Han mener ikke, at sporene fra tidligere udflytninger skræmmer.

Den vurdering er Jann Sjursen enig i.

- Det har store konsekvenser på den korte bane. Både for medarbejderne og for videnstabet. Men at det ændrer sig på længere sigt, det er klart nok. Det er jo ikke raketvidenskab, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.