Liberal Alliance tror på, at der er nogle skatter, man godt kan lette, samtidig med at det giver penge i statskassen.
Det har partiets leder, Anders Samuelsen, understreget flere gange. Og som eksempel har han fremhævet registreringsafgiften, som Liberal Alliance fik sænket sidste efterår fra 180 procent til 150 procent i finansloven for 2016.
Men i et notat modsiger Finansministeriet nu den liberale leders konklusion om bilafgifterne. Det skriver Jyllands-Posten.
I notatet fastholder ministeriet, at sænkelsen af afgiften vil koste statskassen 350 millioner kroner i år.
Finansministeriet tilskriver de ekstra millioner i registreringsafgift bedre konjunkturer - eksempelvis fordi flere er i arbejde, og fordi lønningerne stiger.
Faktisk vil indtægterne fra afgiften falde med 600 millioner kroner fra 2015 til 2016, hvis der renses for midlertidige påvirkninger som eksempelvis konjunkturer. Det viser beregninger fra ministeriet ifølge Jyllands-Posten.
Samtidig vurderer professor i økonomi ved Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen over for avisen, at det er en fejlslutning at påstå, at den fremgang i provenuet fra biler, vi ser, skyldes de lavere bilafgifter.
- Når man konkluderer ud fra enkelte år, så kommer man i det her tilfælde til at overvurdere de positive sider af at sænke bilafgiften. Men det kan man simpelthen ikke sige noget om på det foreliggende grundlag, siger han til Jyllands-Posten.
- Det er ganske enkelt ikke muligt at adskille, hvad der skyldes adfærdsændringer på grund af en lavere afgift, og hvad der skyldes helt andre forhold.
Anders Samuelsen (LA) anerkender Finansministeriets beregninger og medgiver - foreholdt ministeriets konklusion - at han ikke kan bevise sin tidligere påstand om en direkte sammenhæng mellem de stigende indtægter fra biler og en lavere afgift, skriver avisen.
/ritzau/