Norwegian-strejke berører 20.000 passagerer tirsdag
Et begrænset antal indenrigsflyvninger i Danmark gennemføres tirsdag, oplyser Norwegian.


Pilotstrejken hos Norwegian ser ud til at fortsætte, da der endnu ikke er fundet en løsning mellem de stridende parter i konflikten.

Det betyder, at 20.000 passagerer tirsdag vil blive berørt af aflysninger og forsinkelser på grund af pilotstrejken, oplyser Norwegian mandag aften i en pressemeddelelse.

- Et begrænset antal indenrigsflyvninger gennemføres i Danmark, mens næsten alle norske og svenske indenrigsflyvninger aflyses, skriver lavprisselskabet.

De fleste afgange mellem de skandinaviske hovedstæder er også aflyst.

Nogle få Europa-ruter aflyses, men derudover kommer ruterne mellem Skandinavien og USA og Skandinavien og Thailand efter planen til at afgå som normalt, oplyser Norwegian.

Pilotstrejken begyndte, da 70 piloter gik i strejke lørdag den 28. februar. Strejken blev især mærkbar, da yderligere 650 piloter gik i den lovligt varslede strejke onsdag den 4. marts.

Over flere gange har Norwegian og dets piloter forsøgt at finde en løsning gennem forhandlinger, men indtil videre uden frugtbart resultat.

Flyselskabet ønsker at lade en voldgift afgøre den fastlåste strid om piloternes arbejdsvilkår, skriver det norske erhvervsnyhedssite E24.

Forslaget skal dog ikke være blevet taget godt imod af piloternes fagforening, Parat, som ifølge E24 mener, at konflikten ikke kan løses igennem en voldgift.

Mens der var 20.000 passagerer, der ifølge Norwegian blev berørt af strejken i søndags, anslås det, at omkring 25.000 er blevet ramt af aflysninger og forsinkelser mandag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.