Aarhusianske Northside kan nu præsentere endnu et stort navn til næste års festival.
Festivalen har haft held til at booke den amerikanske soulsanger Frank Ocean, oplyser arrangørerne i en pressemeddelelse.
Frank Ocean er indtil videre på plakaten med blandt andre Mø, Veronica Maggio og Radiohead.
- Vi er meget begejstrede over, at det er lykkedes os at få publikums to mest ønskede navne på næste års Northside-plakat.
- Radiohead og Frank Ocean er meget sjældne gæster her i landet, så det er ret vildt, at det lykkedes os at booke dem til samme år, siger booker og talsmand John Fogde i pressemeddelelsen.
Det er blot anden gang, at 25-årige Frank Ocean gæster Danmark. Det skete første gang i 2013, da han spillede i København.
Amerikaneren har arbejdet sammen med blandt andre megastjernerne Jay-Z, Kanye West, Beyoncé og Justin Bieber.
Senest udgav Ocean albummet "Blonde" i august.
John Fogde tilføjer i pressemeddelelsen, at tirsdagens offentliggørelse kommer til at sætte endnu mere fart i et salg, der allerede går hurtigere end noget andet i festivalens historie.
Northside 2017 løber af stablen 9. juni og slutter 11. juni i Ådalen ved Aarhus.
Frank Ocean spiller fredag 9. juni.
/ritzau/