Norske toldere destruerer 100 falske Wegner-stole
Kopier af dansk designklassiker blev opdaget af det norske toldvæsen i container fra Kina.
Et stort antal kopier af den berømte The Chair er blevet destrueret af det norske toldvæsen. Her et ægte eksemplar af stolen, der var med til at gøre danske møbeldesign berømt verden over. Arkivfoto.
Et stort antal kopier af den berømte The Chair er blevet destrueret af det norske toldvæsen. Her et ægte eksemplar af stolen, der var med til at gøre danske møbeldesign berømt verden over. Arkivfoto. Foto: FINN FRANDSEN/POLFOTO


Toldmyndighederne i Norge går håndfast til værks over for beslaglagte kopivarer.

Tidligere i år fandt toldere et stort parti falske designstole i en container fra Kina. Stolene, der skulle forestille at være ægte danske designmøbler, er nu blevet destrueret, skriver det norske toldvæsen på sin hjemmeside.

Der var tale om kopier af "The Chair", som blev tegnet af den danske møbelarkitekt Hans J. Wegner i 1949.

Tolderne kontaktede den danske møbelfabrik PP Møbler, som ejer rettighederne til det berømte siddemøbel, og fik grønt lys til at destruere stolene.

- Alle falske mærkevarer, som vi støder på, vil blive destrueret, hvis rettighedshaveren forlanger det, siger Thore Simenstad fra toldmyndighedernes presseafdeling til Dagens Næringsliv.

De i alt 100 stole, der skulle bruges på en restaurant, blev opdaget i Ålesund i maj. Møblerne ville ifølge toldmyndighederne have en værdi på 2,8 millioner norske kroner - hvis der var tale om den ægte vare.

Ifølge norsk lovgivning er det tilladt at importere kopiprodukter - men kun til privat brug.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.