Norsk sygehus genbrugte sprøjte - tilbyder test for hiv
En læge under uddannelse slog alarm over praksis, hvor sygehus genbrugte sprøjte. Nu tilbydes patienter test.
Sprøjter indeholdt så meget Botox, at norsk sygehus genbrugte dem på flere forskellige patienter, indtil en ung læge slog alarm. Nu tilbydes patienter hivtest.
Sprøjter indeholdt så meget Botox, at norsk sygehus genbrugte dem på flere forskellige patienter, indtil en ung læge slog alarm. Nu tilbydes patienter hivtest. Foto: www.colourbox.com/Arkiv/free


188 patienter, som fik indsprøjtninger med Botox, kan være smittet med hiv, hepatitis B eller C under deres behandling på et sygehus i den nordnorske by Tromsø.

Det vides ikke, om nogen er smittet, men frygten skyldes, at den samme sprøjte blev genbrugt på flere personer.

En læge under uddannelse slog alarm over den ualmindelige praksis på neurologisk afdeling på Universitetssygehuset i Nord-Norge.

- Det er svært at sige nøjagtigt, hvor mange patienter i træk den samme sprøjte er blevet brugt på, men jeg bliver overrasket, hvis det er flere end fire, siger afdelingsoverlæge Claus Albretsen til nyhedsbureauet NTB.

Afdelingen skiftede nålen, men selve sprøjten kan have indeholdt kropsvæske fra den forrige patient.

- Sygehuset har brugt store sprøjter med nok indhold til at behandle flere patienter, siger afdelingsoverlægen.

Han siger om praksis, at det "ikke er godt nok".

Behandlingerne, som alle var medicinske, fandt sted i perioden 2009 til 2015.

Albretsen mener ikke, at der kan være tale om andre sygdomme end hepatitis B, C eller hiv, da det er de mest almindelige blodoverførte sygdomme.

De 188 patienter blev mandag per brev orienteret om, at de kan være blevet udsat for smitte.

Sygehuset vurderer risikoen for smitte som meget lille. Personalet kender heller ikke til, at patienter skal være smittet som følge af behandlingen.

Universitetssygehuset har tilbudt de 188 botox-behandlede at få taget en blodprøve, så man kan konstatere, om der er sket overførsel af sygdomme.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.