Norsk stortalent kan få debut for Real Madrid
Real Madrid er hårdt ramt af skader for tiden, og det kan give chancen til 16-årige Martin Ødegaard.
Den 16-årige nordmand Martin Ødegaard kan få sin debut for Real Madrid, fordi klubben er ramt af skader.
Den 16-årige nordmand Martin Ødegaard kan få sin debut for Real Madrid, fordi klubben er ramt af skader. Foto: Pedersen, Terje/AP


Martin Ødegaard blev hypet, som man sjældent ser det i Skandinavien, da han tilbage i januar skiftede Strømsgodset i den norske Tippeliga ud med mægtige Real Madrid.

Nu kan den blot 16-årige nordmand så få sin debut for Real Madrids bedste mandskab i den spanske liga.

Hovedstadsklubben er hårdt ramt af skader til flere offensive profiler, og det har fået træner Carlo Ancelotti til at udtage Ødegaard til den trup, der onsdag skal forsøge at hente tre point mod Almeria.

Skiftet til en af verdens største klubber har ellers ikke været problemfrit for nordmanden.

Han er røget ind og ud af klubbens Castilla-hold (andetholdet, red.) efter svingende indsatser, og rygterne fra Spanien går på, at han har svært ved at integrere sig på andetholdet, fordi han hellere vil hænge ud med stjernerne.

Om der er hold i disse rygter eller ej, ved nok kun folkene i klubben, men Carlo Ancelotti tror alligevel på, at Ødegaard kan være klar til en mulig debut på det stjernebesatte hold.

Kampen spilles onsdag klokken 20.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.