Norsk sprinter slår Riis-stjerne i Qatar
Peter Sagan (Tinkoff-Saxo) måtte se sig slået af Alexander Kristoff (Katusha) i en massespurt i Tour of Qatar.
Den norske sprinter Alexander Kristoff vandt onsdag sin anden etapesejr i Tour of Qatar. Arkivfoto.
Den norske sprinter Alexander Kristoff vandt onsdag sin anden etapesejr i Tour of Qatar. Arkivfoto. Foto: Peter Dejong/AP


Norske Alexander Kristoff (Katusha) nappede onsdag sin anden etapesejr i Tour of Qatar.

Sprinterne dominerede afslutningen på 4. etape, hvor feltet fik en pause fra den stride vind, som har præget store dele af cykelløbet.

Kristoff henviste Bjarne Riis' nye stjerne, Peter Sagan (Tinkoff-Saxo), og Nikias Arndt (Giant-Alpecin) til de næste pladser i den afsluttende massespurt.

27-årige Kristoff er i gang med en fin uge i Mellemøsten, efter at han mandag vandt løbets 2. etape.

I toppen af den samlede stilling var der ikke ændringer, men det lykkedes alligevel Maciej Bodnar (Tinkoff-Saxo) at komme nærmere klassementets førsteplads.

Den førende Niki Terpstra (Etixx-Quickstep) sad i den bageste del af feltet, da rytterne kørte over målstregen. Uheldigvis for Terpstra var feltet sprængt over i to, så han mistede fem sekunder til Bodnar.

Den polske rytter er nu sammenlagt seks sekunder efter Niki Terpstra.

Tour of Qatar består af seks etaper og slutter på fredag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.