Norsk politiker frikendt for hashrygning
Den norske statsministers stedfortræder, Erik Skutle, røg hash i Holland, og det skal han ikke straffes for.
Erik Skutle, som er statsminister Erna Solbergs stedfortræder i Stortinget, har fået en bøde på 10.000 norske kroner for hashrygning i Holland og Bergen.
Erik Skutle, som er statsminister Erna Solbergs stedfortræder i Stortinget, har fået en bøde på 10.000 norske kroner for hashrygning i Holland og Bergen. Foto: Polfoto, Jens Dresling/free


Den norske Høyre-politiker Erik Skutle gjorde ikke noget strafbart, da han sidste år røg hash under en tur til Amsterdam, slår Norges rigsadvokat fast.

Erik Skutle, som er statsminister Erna Solbergs stedfortræder i Stortinget, har fået en bøde på 10.000 norske kroner for hashrygning i Holland og Bergen, skriver avisen VG.

Rigsadvokaten har nu afgjort, at forholdet, der omhandler turen til Amsterdam, ikke er strafbart. Bøden reduceres til 8000 kroner.

Erik Skutle og tre politikere fra Høyres ungdomsparti, Unge Høyre, har været sigtet i sagen.

Det er den 25-årige Skutles advokat, John Christian Elden, som har klaget til rigsadvokaten, og han kritiserer i skarpe vendinger politiet i Hordaland, der står bag efterforskningen.

- Rigsadvokaten slår fast, at den lokale anklagemyndighed og politiet i Bergen har forskelsbehandlet Skutle og tre Unge Høyre-politikere, da de straffede dem for hashrygning på en tur til Amsterdam.

- Ingen andre ville have fået en bøde for at købe hash til eget brug i Holland, siger Elden.

Skutles advokat mener, at sagen blev rejst, fordi de netop er politikere.

Statsadvokaten i Hordaland skal ifølge John Christian Elden have bedt en norsk specialenhed for politisager om at efterforske, om politiet i Bergen har brudt sin tavshedspligt i sagen.

Erik Skutle har tidligere sagt, at cannabis burde kunne sælges på apoteket og de statslige alkoholforretninger, Vinmonopolet.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.