Norsk politi mistænker betjent og 50 andre for pædofili
En politimand er blandt flere sigtede i en sag om deling af billeder af overgreb på børn, skriver norsk avis.


Norsk politi har optrevlet et større netværk af pædofilimistænkte, og 51 personer er sigtet, skriver avisen VG.

Politiet var på aktion fredag i Bergen. En politimand i distriktet er blandt de sigtede, skriver flere norske medier.

De sigtede har ifølge politiet delt billedmateriale med overgreb på børn.

Norsk politi holder søndag en pressekonference om sagen.

Avisen VG skriver, at en række personer er sigtet for at have downloaded eller streamet videomateriale, som viser seksuelle overgreb på børn.

Da en politimand i distrikt Vest er sigtet, efterforskes sagen af habilitetshensyn fremover af politiet i distrikt Sør-Vest.

Den sigtede betjents bolig blev ransaget fredag. Men manden er ikke anholdt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.