Norsk politi finder bombeinstrukser og navne
Norsk-pakistaners advokat siger, at ingen er kommet noget til trods fund af pose med mistænkeligt indhold.
Politiet i Norge fandt også instrukser på nærkampteknik og våbentræning hos terrortiltalt.
Politiet i Norge fandt også instrukser på nærkampteknik og våbentræning hos terrortiltalt. Foto: www.colourbox.com/free


Under en efterforskning af tre terrortiltalte nordmænd har politiet i Oslo fundet en bærepose med bombeopskrifter og en liste med navne på politikere.

Posen er ifølge avisen VG fundet i en lejlighed i det sydøstlige Norge og tilhører norsk-pakistaneren Arfan Bhatti, som tidligere er dømt i forbindelse med en skudepisode mod en synagoge i hovedstaden i 2006.

Posen indeholdt også lister med navne på fremtrædende norske politikere, ansatte i forsvarsministeriet og officerer i forsvaret. Desuden lå der foto af ansatte i politiets efterretningstjeneste, PST.

Ud over instruktioner til at samle bomber var der manualer for nærkampteknik og våbentræning.

PST har afhørt norsk-pakistaneren om indholdet af posen for tre uger siden, men sikkerhedstjenesten har ikke åbnet efterforskningen på grund af posens indhold, skriver VG.

Den 37-åriges advokat John Christian Elden bekræfter, at navnelisten tilhører Bhatti. Hans klient har forklaret over for PST, at det var en liste over personer, som, han mener, enten er vantro, eller som har udtryk meninger, han er uenig i.

- Listen er lavet i 2012, og jeg konstaterer, at ingen på listen er blevet berørt på nogen måde overhovedet, siger Elden.

- Hvad angår disse såkaldte manualer til våbentræning og bomber, så er der tale om bøger og kilder tilgængelige på nettet. Det ligger inden for hans interesser, og det vil du sikkert også kunne finde på kontoret hos en forsker, som arbejder med samme område.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.