Norsk militært bidrag i Irak styrker kampen mod IS
Norske specialstyrkers træning af den kurdiske peshmerga-milits høster anerkendelse blandt kurdiske ledere.
Norges udenrigsminister Børge Brende og landets forsvarsminister Ine Eriksen Søreide møder den kurdiske regionspræsident, Massoud Barzani, 24. august 2015 i Erbil i Nordirak.
Norges udenrigsminister Børge Brende og landets forsvarsminister Ine Eriksen Søreide møder den kurdiske regionspræsident, Massoud Barzani, 24. august 2015 i Erbil i Nordirak. Foto: Frode Overland Andersen, Utenriksdepartementet/free


Kurdiske ledere i Irak siger, at norske soldaters oplæring og træning af peshmerga-styrker har ført til en mere effektiv krigsførelse mod jihadistgruppen Islamisk Stat (IS) i det nordlige Irak.

Norges udenrigsminister, Børge Brende, og landets forsvarsminister, Ine Eriksen Søreide, fik positive tilbagemeldinger, da de mandag morgen mødte norske og kurdiske militære ledere i Erbil i Nordirak.

Det militære bidrag fra Norge har fungeret i tre måneder i Irak. Mens specialstyrker fra det norske forsvar har været udstationeret i den irakiske hovedstad, Bagdad, så er et lige så stort kontingent fra Telemark bataljon udstationeret i Erbil.

- Vi har fået tilbagemeldinger om, at den norske styrke bidrager til vigtig træning og styrke for peshmergaen, så den i større grad vil være i stand til at nedkæmpe IS, siger Brende til nyhedsbureauet NTB efter at have mødt den norske stabsstyrke i Erbil mandag.

Udenrigsminister Brende og forsvarsminister Søreide mødtes endvidere mandag med den irakisk-kurdiske regionale præsident, Massoud Barzani, i præsidentpaladset et stykke uden for byen. Også Barzani gav udtryk for tilfredshed med den træning, soldaterne får.

- Vi sender jo vores bedste soldater til Irak. Det, de norske soldater selv siger, er, at de har gavn af den operative erfaring, de har fra tidligere internationale operationer i blandt andet Afghanistan, siger forsvarsminister Ine Eriksen Søreide.

Efter at den internationale koalition Kurdistan Training Coordination Centre (KTCC) blev etableret i et samarbejde mellem Norge og otte andre lande viser erfaringerne, at peshmergaen vinder de fleste træfninger med IS.

Norges regering besluttede i oktober sidste år at sende op til 120 mand fra den norske specialstyrke til Irak for at træne landets soldater og bidrage til kampen mod IS. Omkring 100 af dem var på plads 20. august i Erbil og i Bagdad.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.