Norsk langrendsfænomen tager rekordsejr i Tour de Ski
Martin Johnsrud Sundby blev en rekordsuveræn vinder af Tour de Ski. Det var hans tredje sejr på stribe.
Martin Johnsrud Sundby tog sin tredje sejr på stribe i Tour de Ski, da han holdt sit forspring på sidste etape i Italien.
Martin Johnsrud Sundby tog sin tredje sejr på stribe i Tour de Ski, da han holdt sit forspring på sidste etape i Italien. Foto: Claudio Onorati/AP/AP


Martin Johnsrud Sundby har været aldeles suveræn i årets langrends-World Cup, og søndag tog han også en suveræn sejr af etapeløbet Tour de Ski samt flere rekorder.

Sundby førte inden den afsluttende etape med 2.51,5 minutter ned til nummer to, som var landsmanden Petter Northug, og i mål var den føring udbygget til 3.15,7 minutter.

Northug gik dog kold mod slutningen, og andenpladsen gik til Finn Haagen Krogh, som også overhaler Northug på andenpladsen i den samlede World Cup-stilling

Dermed vandt Sundby sin tredje Tour de Ski på stribe, hvilket ingen andre mænd har gjort i konkurrencens tiårige historie, og samtidig slog han rekorden for den største sejrsmargin.

Den rekord havde tjekken Lukas Bauer før, efter han vandt med 2.47,3 minutter ned til nummer to i 2008.

Derudover var det hans ottende World Cup-sejr i denne sæson. Det er også rekord, og løberne er blot omkring halvvejs i sæsonen indtil videre.

Tour de Ski er et etapeløb over otte løb, som er en del af den samlede World Cup i langrend, hvor Martin Johnsrud Sundby også har lagt sig klart i spidsen.

Fortsætter Sundby formen, vil han være favorit ved VM i år.

Hos kvinderne gik sejren i Tour de Ski til World Cup-førende Therese Johaug, som på sidste etapes lange og hårde afsluttende stigning satte landsmanden Ingvild Flugstad Østberg til vægs.

Johaug var næsten 40 sekunder efter Østberg inden sidste etape, men på stigningen var Johaug suveræn og slog Østberg med hele 2.20,9 minutter i mål.

Det var Johaugs anden sejr i karrieren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.