Norsk Hushovd-rytter afleverer positiv dopingtest
Vegard Robinson Bugge er testet positiv for doping og suspenderet af sit hold, der er ejet af Thor Hushovd.


Den norske cykelrytter Vegard Robinson Bugge er blevet testet positiv for doping efter brug af astmamedicin, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Dermed risikerer han en karantænedom. Bugge er blevet testet positiv for stoffet terbutalin under etapeløbet Tour des Fjords i maj.

Den 25-årige rytter kører for Pro Kontinental-holdet Team Sparebanken Sør, der har den tidligere stjernerytter Thor Hushovd som ejer.

Bugge er i første omgang blevet suspenderet af holdet.

- Vores hold har en nultolerance over for ulovlige midler, og derfor er rytteren suspenderet med øjeblikkelig virkning.

- Rytteren har været til møde med ledelsen i dag og er blevet informeret om suspenderingen, siger holdets træner Atle Kvålsvoll.

Vegard Robinson Bugge har ikke selv ønsket at udtale sig til NTB.

Nu er det op til det internationale cykelforbund (UCI) og Antidoping Norge at afgøre Bugges skæbne.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.