Norges håndboldkvinder booker semifinalebillet
Der var et enkelt mål til forskel, da Norge bookede billet til sin første VM-semifinale i fire år.
Norges Veronica Kristiansen kan juble efter en scoring onsdag aften i Kolding.
Norges Veronica Kristiansen kan juble efter en scoring onsdag aften i Kolding. Foto: SVOLD MATHIAS/free


De norske håndboldkvinder er klar til VM-semifinalen i Herning fredag. Dermed ligger holdet lunt i svinget til at vinde en VM-medalje for første gang siden guldet i 2011.

I en jævnbyrdig kvartfinale mod Montenegro vandt nordmændene 26-25 i Kolding.

Montenegro åbnede ellers kampen bedst, og holdet var efter 13 minutter foran med 7-5.

Det var måske det gok i nødden, som nordmændene havde brug for - umiddelbart herefter viste holdet i hvert fald, hvorfor de på forhånd var regnet for favoritter i kampen.

Inden pausen nåede nordmændene at have et forspring på fire mål, inden to montenegrinske scoringer sørgede for pausestillingen 13-11 til Norge.

Tre minutter inde i anden halvleg blev Montenegros muligheder for et avancement svækket, da stregspiller Suzana Lazovic fik direkte rødt kort for en hård tackling.

Kort efter faldt yderligere et par udvisninger, så holdene i et halvt minut var i den usædvanlige situation at skulle spille fire mod fire.

Hver gang Montenegro formåede at komme op og udligne, formåede nordmændene atter at bringe sig foran kort efter, og til sidst kunne Montenegro ikke blive ved med at svare igen.

Med syv minutter tilbage af kampen lobbede Camilla Herrem flot bolden i mål og bragte Norge foran med tre.

Takket være flere redninger af Team Tvis Holstebro-målmand Silje Solberg nåede Montenegro ikke tættere på det ene mål, der adskilte holdene ved slutfløjt.

I semifinalen møder Norge vinderen af opgøret mellem Danmark og Rumænien.

Den anden semifinale er et opgør mellem Polen og Holland.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.