Norge vil rykke grænse 60 kilometer mod nord
Norges regering vil flytte isgrænse 60 kilometer mod nord. Oliebranchen jubler. Miljøorganisationer raser.
Norge vil rykke isgrænsen længere mod nord.
Norge vil rykke isgrænsen længere mod nord. Foto: Colourbox/free


Den norske regering agter at flytte den såkaldte iskant mellem 60 og 70 kilometer længere mod nord. Det sker efter ny data om isområdet ved Arktis fra Norsk Polarinstitut.

Iskanten er grænsen for det område, hvor der er mere end 30 procent sikkerhed for havis i april måned. I samarbejdsaftalen mellem den norske regering og støttepartierne Kristelig Folkeparti (KrF) og Venstre hedder det, at områder nær iskanten skal skånes for olievirksomhed.

Derfor vækker flytningen af iskanten harme hos flere miljøorganisationer, der frygter, at det vil gå ud over miljøet.

- Det er en falliterklæring for Venstre og KrF. Hvis de ikke kan stoppe regeringens nye oliebonanza i nord, er vi dårlig rustet til at reducere drivhusgasudledninger, siger leder i Natur og Ungdom, Arnstein Vestre, til NTB.

Både KrF og Venstre afviser umiddelbart regeringens forslag. Støttepartierne kræver, at grænsen skal gå længere sydpå.

- Jeg er meget overrasket over, at regeringen trækker iskanten så langt mod nord, siger KRF's Rigmor Andersen Eide til Ntb.

Den internationalt anerkendte marinbiolog Paul revser Norsk Polarinstitut for at ændre sin definition af iskantgrænsen i Barentshavet. Han antyder, at flytningen er politisk motiveret.

- Det er videnskabeligt uhæderligt. Man bør stå ved sine data og ikke flytte isgrænsen, så det passer ind i et politisk eller økonomisk perspektiv. Forskerne skal stå på forskningens præmisser og ikke lytte til, hvad politikerne mere er opportunt for dem, siger han.

Statsminister Erna Solberg afviser, at det er et politisk ønske, som vil flytte iskanten.

- Vi har ikke flyttet iskanten. Den har flyttet sig selv. Det vi har fået, er en faglig opdatering baseret på den reelle situation, som den er i dag, siger Erna Solberg.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.