Norge sender Jakob Vestergaard og co. ud af håndbold-VM
Norge er blandt de otte bedste hold ved VM, mens Brasiliens verdensmestre røg ud efter nederlag til Rumænien.


Norge er klar til kvartfinalerne ved VM i håndbold i Danmark.

Søndag aften i Frederikshavn spillede de regerende olympiske mestre og europamestre sig sikkert videre fra 1/8-finalerne.

Det skete med en sejr på 28-22 over Tyskland, der trænes af danske Jakob Vestergaard.

Norge, der førte 15-10 ved pausen, var kommet med blandt de 16 bedste via en andenplads i gruppe D, mens Tyskland var blevet nummer tre i gruppe C.

Efter en lige begyndelse på første halvleg trak Norge fra.

I denne periode af kampen stod den tidligere Team Esbjerg-målmand Kari Aalvik Grimsbø særdeles godt, og hun var stærkt medvirkende til femmålsføringen ved pausen.

I anden halvleg udbyggede nordmændene føringen. Holdet blev stærkt ført an af Heidi Løke og Sofie Oftedal.

Norge skal i kvartfinalen møde vinderen af kampen mellem Montenegro og Angola.

Den kamp bliver spillet mandag.

Alle fire kvartfinalekampe bliver spillet på onsdag, og det bliver uden deltagelse af de regerende verdensmestre.

Brasilien, der trænes af danske Morten Soubak, tabte nemlig 22-25 til Rumænien, der ellers blot var blevet nummer fire i gruppe D.

Brasilianerne havde til gengæld vundet gruppe C med ni point af ti mulige.

Rumænerne havde dog ikke den store respekt for verdensmestrene, der var bagud med 8-13 ved pausen i kampen i Kolding.

Brasilien kom tæt på i anden halvleg, men det lykkedes ikke at forhindre nederlaget.

Rumænien skal i kvartfinalen møde Danmark, der vandt 26-19 over Sverige.

Også Holland er klar til at spille kvartfinale efter en knusende sejr på 36-20 over Serbien.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.