Norge rydder op efter stormen Ole
Stormen Ole har raset færdig, og Norge gør skaderne op. Broer og veje er lukket, mens 10.000 er uden strøm.


Den kraftige storm Ole har forladt norsk territorium og efterladt sig store ødelæggelser, særligt fra Midt-Norge og nordpå.

Nu begynder oprydningsarbejdet, ligesom det er ventet, at der i de kommende dage vil indløbe en strøm af skadesanmeldelser til forsikringsselskaberne.

Midtre Hålogaland politidistrikt, som dækker dele af Nordland og Troms med i alt 120.000 indbyggere, har fået meldinger om materielle skader i alle regioner af politidistriktet, men der er kun meldt om få personskader.

- Mere end 70 procent af meldingerne til operationscentralen drejede sig om skader på bygninger, hovedsageligt tag- og vægplader, siger fungerende politimester Magne Hugo Nilsen.

Værst er det gået ud over Lofoten, tilføjer han.

Her måtte tre familier forlade deres hjem på grund af store materielle skader. Tre personer har modtaget lægebehandling, efter at et par gasbeholdere eksploderede, men ud over det er der ikke umiddelbart meldinger om personskader.

Mens stormen rasede lørdag, var omkring 70.000 nordmænd uden strøm, og ved 16-tiden søndag manglede cirka 10.000 fortsat elektricitet, heraf en stor del i Lofoten.

Flere broer og veje var lukket i løbet af lørdagen, og færgeruter måtte indstilles.

- Det er i de kommende dage, at folk får set på de materielle skader.

- Både strøm og mobildækning har desuden været væk mange steder, så det er for tidligt at sige noget sikkert om skadeomfanget, siger kommunikationschef Stine Neverdal i Finans Norge, der er hovedorganisation for den finansielle sektor i Norge.

Allerede nu er der indløbet meldinger om store skader på huse og bygninger, særligt i Lofoten og Vesterålen. Nogle huse har fået hele taget revet af, mens andre mangler en væg eller to efter stormen. Garager og udhuse er også væltet i stormen.

Ved kysterne er en del moler beskadiget, og både er blevet ødelagt af de kraftige bølger, stormen skabte.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.