Norge: Holder kampfly grundet Putin-trussel
Øget russisk aktivitet tæt ved grænsen til Norge er medvirkende til, at norske kampfly ikke er i kamp i Irak.
Rusland med præsident Vladimir Putin (billedet) i spidsen har øget aktiviteter tæt ved Norges grænse, og det er én af årsagerne til, at Norge ikke har sendt F-16-fly til Irak, siger Norges statsminister. Arkivfoto
Rusland med præsident Vladimir Putin (billedet) i spidsen har øget aktiviteter tæt ved Norges grænse, og det er én af årsagerne til, at Norge ikke har sendt F-16-fly til Irak, siger Norges statsminister. Arkivfoto Foto: Mikhail Klimentyev/AP


Ruslands øgede militære aktivitet tæt ved Norges grænser er én af flere grunde til, at Norge ikke har sendt kampfly til Irak i kampen mod Islamisk Stat.

Det siger Norges statsminister, Erna Solberg, til avisen Verdens Gang.

- For det første har USA ikke spurgt, om vi ville sende kampfly til Irak. For det andet har vi nogle tekniske udfordringer, som gør, at det er nok er bedst at holde kapaciteten herhjemme. Den tredje grund er, at der er en noget mere spændt situation i vores nærområder, siger Erna Solberg, der repræsenterer partiet Høyre.

Hun understreger dog, at den aktuelle ubådsjagt i Sverige ikke er årsag til spændingerne.

- Jeg tænker på det generelle billede med øget russisk aktivitet både i luften og til havs samt forflytning af styrker og andet, som gør det nødvendigt at følge godt med herhjemme, siger hun.

Solberg tror, at Norges allierede i Nato har stor forståelse for, at Norge må bruge flere ressourcer i de nordlige egne af landet på grænsen til Rusland.

- Med en fælles grænse med Rusland er Norge i en anden situation end lande som Danmark, Holland og Belgien, siger hun til avisen.

Formand for Arbeiderpartiet i Norge, Jonas Gahr Støre, er enig med statsministeren.

- Det er vigtigt at få frem, at Norge er i en anden sikkerhedspolitisk situation end mange af vores nære allierede i Nordeuropa. Vi har ikke bare en lang kyst, som skal patruljeres, men vi har også påtaget os ansvaret for store havområder, som har strategisk betydning for hele Nato, siger han.

Norge sendte for en måned siden officerer til USA for at høre, hvordan Norge kunne bidrage til den internationale koalition mod Islamisk Stat, men der er endnu ikke kommet noget svar.

Onsdag formiddag skal statsministeren svare på spørgsmål om sagen i Stortingets spørgetime.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.