Den danske fodboldspiller Morten Nordstrand havde svært ved at få gang i målscoringen i AGF, men efter vinterskiftet til den australske A-league går det tilsyneladende bedre.
Den 32-årige eks-landsholdsspiller blev lørdag formiddag dansk tid matchvinder for Newcastle Jets, da han med to flotte mål sørgede for en 3-2-sejr på hjemmebane over Wellington Phoenix.
Det var fjerde gang, Nordstrand var i aktion for sin nye klub, men det var første gang, han var med i træner Scott Millers startformation.
Newcastle Jets var bagud 1-2 ved pausen, men otte minutter inde i anden halvleg slog den rutinerede dansker til for første gang.
Han modtog bolden uden for feltet og placerede den flot oppe i målhjørnet til udligning for hjemmeholdet.
17 minutter før tid stod Nordstrand også for kampens afgørelse, da han fik bolden i venstre side, og efter et godt sammenspil med Enver Alivodic sparkede han den hårdt og fladt i Wellingtons mål.
Kort efter blev danskeren skiftet ud, så han i alt fik 79 minutter på banen.
Trods sejren ligger Newcastle fortsat i den tunge ende af A-league. 23 point i 20 kampe rækker blot til en 8.-plads i den ti hold store liga.
/ritzau/