Nordsjælland Håndbold rykker ud efter nedrykningsdrama
Ét mål var afgørende, da TM Tønder mandag aften sikrede sig oprykning til herrernes bedste håndboldrække.


En scoring på et straffekast få sekunder før slutfløjt sikrede mandag TM Tønder oprykning til herrernes bedste håndboldrække for første gang nogensinde.

Tønder tabte opgøret ude mod Nordsjælland Håndbold med 17-20, men da gæsterne havde fire måls forspring fra det første opgør, så blev Nordsjælland sorteper.

Nordsjælland Håndbold tabte det første nedrykningsopgør på udebane med 25-29, og derfor skulle nordsjællænderne vinde og hente de fire mål på hjemmebanen.

Nordsjælland gik til pausen foran 11-7 og var derfor på kurs mod overlevelse, men i kampens slutfase, blev det et drama.

I de sidste fem minutter var der fuld dramatik, da spil og chancer bølgede frem og tilbage ved stillingen 18-15 til Nordsjælland Håndbold.

Der var fuld smæk på nerverne, da gæsternes Matthias Jørgensen reducerede til 16-18 med tre minutter igen, og to minutter før tid, fik hjemmeholdet så bragt sig foran med tre mål igen ved Cornelius Kragh Aastrup i en kamp, der definerede hele sæsonen.

I de sidste sekunder jagtede Nordsjælland det forløsende mål, og det kom med 30 sekunder igen til 20-16, hvilket gjorde, at Tønder tog en timeout.

Med 16 sekunder igen ramte Tønder stolpen, mens nerverne sad uden på trøjerne på samtlige spillere, ledere og tilskuere.

I de sidste sekunder blev der dømt passivt spil på hjemmeholdet, og et straffekast afgjorde forestillingen til sidst.

Dermed er TM Tønder klar til den bedste række for første gang, og Nordsjælland Håndbold må en tur ned i den næstbedste.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.