Nordmand bliver U23-verdensmester i cykling
Kristoffer Halvorsen kom først over målstregen i Doha. Danskeren Mads Pedersen blev nummer 11.
Kristoffer Halvorsen skriger glæden ud efter at have passeret målstregen først i Doha.
Kristoffer Halvorsen skriger glæden ud efter at have passeret målstregen først i Doha. Foto: Khaled Desouki/AFP


Nordmanden Kristoffer Halvorsen er ny U23-verdensmester i cykling.

På målstregen klemte han sig ind foran tyskeren Pascal Ackermann og italieneren Jakub Mareczko.

Det er Halvorsens med afstand største triumf. Han har vundet et enkelt markant løb tidligere i karrieren. Det var i september, hvor han krydsede målstregen først i endagsløbet Grand Prix d'Isbergues.

Mads Würtz Schmidt passede på Mads Pedersen, så sidstnævnte kunne deltage i spurten om VM-titlen. Her gjorde han sig dog ikke for alvor gældende og måtte nøjes med en plads som nummer 11.

- Jeg er lidt skuffet og ked af afslutningen. Jeg kom til at sidde lidt forkert og blev lukket inde med 500 meter til mål. Det var min egen skyld, sådan er det, siger Mads Pedersen til TV 2 Sport.

Gennem store dele af etapen var en mindre gruppe ryttere i udbrud, men feltet havde udbryderne under kontrol.

På sidste omgang i Doha måtte de hårdt kæmpende ryttere give fortabt til et felt med et tysk-norsk lokomotiv i front.

Med i feltet sad Mads Würtz Schmidt, Mads Pedersen, Michael Carbel, Emil Vinjebo og Kasper Asgreen.

De to gange Mads holdt fast, da det franske hold prøvede at splitte feltet med et angreb fem kilometer fra mål. De øvrige sprintere hang også i og sørgede for en massespurt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.