Nordkorea påstår at have gjort endnu et raketfremskridt
Kim Jong-un overværede angiveligt en succesfuld test af motor, der kan sende raketter på tværs af kontinenter.
Nordkoreas leder, Kim Jong-un, roser test af raketmotor og sender trusler mod USA. Arkivfoto
Nordkoreas leder, Kim Jong-un, roser test af raketmotor og sender trusler mod USA. Arkivfoto Foto: Ahn Young-joon/AP


Nordkorea synes upåvirket af internationale sanktioner og skæld ud.

Lørdag lyder det fra det lukkede land, at militæret med succes har afprøvet en motor, der er designet til at sende interkontinentale ballistiske raketter af sted. Raketmotoren vil "garantere" et eventuelt atomangreb på arvefjenden USA, lyder det.

Den påståede test er den seneste i en række, hvor Nordkorea siger, at landet gør store fremskridt både inden for teknologi til atomvåben og til ballistiske missiler.

Eksperter uden for Nordkorea forholder sig dog skeptisk til den militære jubel i Pyongyang. Mange af dem mener, at det nordkoreanske styre begår propaganda forud for en partikongres i maj.

Ifølge det officielle nyhedsbureau i Nordkorea, KCNA, var testen bestilt af landets leder, Kim Jong-un, som personligt overværede seancen.

Da Kim Jong-un satte afprøvningen i gang, "spyede motoren store flammer med et øredøvende brag" ifølge KCNA.

- Den store succes gav en fast garanti for at kunne igangsætte endnu en form for atomangreb på de amerikanske imperialister og andre fjendtlige styrker, lød det angiveligt fra Kim Jong-un efter testen.

De militære spændinger på den delte koreanske halvø er blevet større og større, siden Nordkorea gennemførte sin fjerde atomtest i januar samt en raketaffyring i februar.

FN's Sikkerhedsråd svarede igen med sine hårdeste sanktioner hidtil mod nordkoreanerne. Styret i Nordkorea mener, at Sydkorea og USA har været penneførere på sanktionspapirerne.

Ved et atomtopmøde i Washington ved udgangen af marts og i begyndelsen af april blev stormagterne USA og Kina desuden enige om sammen at forsøge at forhindre Nordkorea i at foretage yderligere testaffyringer af raketter.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.