Nordkorea øver sig på at udslette Seoul efter nye sanktioner
Styrets leder, Kim Jong-un, iværksatte storstilet militærøvelse kort efter FN vedtog nye sanktioner.
Det nordkoreanske styre har reageret på FN's nye sanktioner med en storstilet militærøvelse rettet mod Sydkorea. Arkivfoto.
Det nordkoreanske styre har reageret på FN's nye sanktioner med en storstilet militærøvelse rettet mod Sydkorea. Arkivfoto. Foto: Kcna/AFP


Nordkoreas leder, Kim Jong-un, indledte onsdag en storstilet militærøvelse rettet mod den sydkoreanske hovedstad, blot timer efter at FN's Sikkerhedsråd i denne uge vedtog nye sanktioner mod styret.

Det oplyser nordkoreanske medier ifølge nyhedsbureauet AFP.

Øvelsen, der var rettet mod fem øer såvel som det "reaktionære regerende organ" i Seoul og andre byer, blev iværksat, netop som Sydkorea ville afsløre en ny række sanktioner som følge af Nordkoreas atomprogram.

- Hvis der bliver krig, vil sådan et angreb mod de sydkoreanske styrker fuldstændig knuse deres vilje hurtigt og udrydde dem alle, siger Kim Jong-un ifølge statsmedier.

- Ingen eller intet vil overleve, tilføjer han.

Kim Jong-un stod ifølge AFP selv i spidsen for øvelserne.

Onsdag indførte FN's Sikkerhedsråd strenge sanktioner mod Nordkorea efter styrets femte atomprøvesprængning i september.

Ifølge FN's resolution skal Nordkorea afbryde sit atomprogram for at få ophævet sanktionerne.

Nordkorea lader dog ikke til at ryste på hånden og har lovet, at sanktioner blot vil resultere i "hårde modforanstaltninger".

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.